Det er rigtig vigtigt at udforme et budget for brylluppet, hvor I medtager alle de ting I gerne vil have med til både selve dagen med også op til.
Først og fremmest skal I lave et rammebudget og finde ud af, hvor mange kroner I vil bruge på jeres livs fest. Hvad er realistisk at I kan nå at spare op til?
Det er vigtigt at I får lavet en liste over de ting I godt kunne tænke jer, hvor I også prioriterer hvad der er “must-have” og hvad der er “nice-to-have”
I samme ombæring er det naturligvis også vigtigt at I får undersøgt priser på de forskellige elementer til den store dag.
Der er mange poster på et bryllupsbudget, og af de vigtigste kan selvfølgelig nævnes: Stedet, maden, tøjet, vielsesringe, musikken, transporten, fotografen, bryllupskage – og skal der også være råd til en bryllupsrejse?
Måske har I allerede lagt jer fast på nogle af disse elementer, men er I i den spæde idéfase, er det en god idé at indhente tilbud fra flere steder/leverandører, så I kan sammenligne både på priser og på kvalitet. Husk at pris og kvalitet ofte hænger sammen, så hvis I ønsker det bedste af det bedste, så koster det også derefter.
Et bryllupsbudget kan hurtigt nå skyhøje højder, hvis alle drømme skal gå i opfyldelse. Prisen her afhænger i høj grad af hvor mange gæster der inviteres, da den største post på budgettet typisk er maden/restaurationen. Så overvej også tidligt i processen, hvem og hvor mange I vil have med til at fejre jeres store dag.
Hvis budgettet er lille, er det altid en god idé at finde sine kreative evner frem. Selv med et lille budget, er det muligt at skabe rammerne til den perfekte bryllupsfest, men det kan selvfølgelig kræve en del ekstra arbejde. Der findes på nettet en masse DIY-inspiration til bryllupper.
Budgetark
Download vejledende budget-ark, som I kan bruge som skabelon for jeres budget.