Bryllupsmiddagen

Der er mange højdepunkter på bryllupsdagen. Bryllupsmiddagen hører absolut til et af disse, og det er typisk også her en stor del af bryllupsbudgettets kroner bliver brugt. Men maden og vinen gør det ikke alene.

Borde

Rundborde bruges ofte til bryllupsmiddagen. Disse tager sig flot ud med den hvide dug og flotte bordopdækning, og gør det også ofte nemmere at få gode snakke igang mellem gæsterne end det er ved rektangulære borde.

Dekoration/Oppyntning  

Det er altid smukt med blomster og lys på bordene, de er med til at skabe en god stemning. I nogle tilfælde har jeg oplevet et festfyrværkeri af en borddækning, hvor der nærmest ikke var dug at spotte, mens der i andre tilfælde har været mere sparsomt og minimalistisk opdækket – det vigtigste i forhold til borddækningen er selvfølgelig, hvad I synes er bedst.

Belysning

Belysning kan i høj grad være med til at højne helhedsindtrykket fra en bryllupsfest. Ud over de traditionelle stearinlys ved bordene, kan det klart anbefales at sætte anden form for belysning ind i rummet, hvis det ikke findes derinde i forvejen. 

I de fleste tilfælde afhænger belysningen i rummet af hvad der er til rådighed på det sted, hvor I har valgt at holde festen.

Husk også at hvis jeres gæster medbringer sange eller nedskrevne taler, er det altid en god idé at sørge for at de har lys nok til at kunne læse teksten. 

Placering af jeres gæster

Traditionel placering eller kreativ placering?

Mange vælger i dag den traditionelle placering af gæster, hvor forældre og bedsteforældre sidder sammen med brudeparet og den nærmeste familie sidder ved de omkringliggende borde, men stadigt flere vælger utraditionelle bordplaceringer, hvor det er vennerne der sidder tæt på brudeparet. Jeg har i nogle tilfælde oplevet at der er lavet 2 tomme pladser ved hvert bord, og brudeparet har cirkuleret rundt og slået sig ned ved de forskellige borde i løbet af aftenen.

Som udgangspunkt er det altid vigtigt at man placerer gæsterne hensigtsmæssigt, forstået på den måde at man ikke vælger at sætte den hørehæmmede bedstemor tæt på det larmende bord med alle studiekammeraterne eller tæt på anden støj, der gør at hun ikke får noget ud af festmiddagen. At placere 2 personer der ikke kan alt for godt sammen ved det samme bord, er nok heller ikke det smarteste. Handicappede eller gangbesværede gæster bør naturligvis blive tilgodeset med en plads i rummet, der der gavner dem i forhold til f.eks. toiletbesøg, nem adgang til buffet etc.

Musikken

Man siger at musikken er halvdelen af festen, og det gælder i særdeleshed også for bryllupsfester. Mange booker hyggepianist eller anden solomusiker der spiller afdæmpet dinnermusik og kan akkompagnere på de sange og indslag som gæsterne medbringer. Her er det altid en god idé at lytte på demoer og huske at læse kundeanmeldelser inden I vælger jeres musiker.

Kan alle høre hvad der blir sagt i talerne?

Nogle lokaler er akustisk udfordrende, og kan gøre det meget besværligt for en taler at nå ud til alle gæsterne, da rummets akustik simpelthen bremser lyden. I disse lokaler vil det være en god idé at bestille et anlæg med trådløs mikrofon, hvis det ikke forefindes på stedet.

Mad og drikke til bryllup

Stjernekok, kogekone eller catering?

Når I søger efter restaurationer/kokke/catering er det altid en god idé at høre hvad andre anbefaler, samt at finde ud af hvad der er råd til i budgettet.

Kuvertpriser varierer meget efter kvaliteten, samt beliggenhed af restaurationen. Om man vil have en kogekone i et forsamlingshus, en 3 stjernet Michelin-kok, eller det der ligger midt i mellem, afspejles naturligvis i kuvertprisen.

Når I har udvalgt én eller flere mulige restaurationer/kokke, så sørg for altid at få et skriftligt tilbud inkl. moms og bed om at komme til en prøvesmagning, så I kan vurdere om I har valgt den rigtige menu og om råvarerne er i orden.

Uanset hvilken løsning I vælger, så sørg altid for at få en skriftlig aftale/kontrakt, så I ved hvad I kan forvente og der ikke er nogen tvivl om hvad aftalen indebærer.

Portionsanretning eller Buffet?

Begge muligheder kan være den perfekte løsning. Men det afhænger typisk af hvor mange gæster der er inviteret. Til bryllupper spiller tiden ofte ind, idet man jo gerne skal nå mange taler og indslag samt brudevalsen inden midnat.

Ved buffet vil der ofte gå lidt længere tid, før alle har fået noget på tallerkenerne, så har I inviteret mange gæster, vil det være en rigtig god idé at sætte ekstra tid af til middagen, så alle indslag kan nås uden det bliver for stresset.

Ved portionsanretninger, er det vigtigt at I ved en prøvemiddag finder ud af om I kan blive mætte af den mængde der serveres, eller om der skal bestilles 2 serveringer af hovedret.

Drikkevarer

Oftest kommer tjenere ind og skænker vin eller øl/vand.

Det kan ved fester med mange deltagere være en kæmpe fordel, hvis man sørger for at folk selv kan forsyne sig med vin ved bordene, da det vil give ekstra tid til indslag. En anden fordel ved denne løsning er, at man måske også kan spare lidt på drikkevarerne, idet tjenerne ikke hele tiden laver refill.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.